Man skal være lavet af sten for ikke at blive berørt
af journalist Maria Dohn

Folk snakker højlydt og uddeler kindkys og knus, da jeg træder ind i Fredens Kirke en sen tirsdag eftermiddag i januar. Stemningen er hjertelig og let – lidt som ved en familiekomsammen, hvor fætre, kusiner, onkler og tanter, som ikke har set hinanden et stykke tid, mødes igen.

Stort set alle bænke i det enkle kirkerum er taget i brug, og det er umiddelbart svært at se, at de mange mennesker udgør et kor, men en venlig dame viser mig, hvor alterne er placeret, og jeg finder en ledig plads blandt smilende kvinder.

Som at banke rust
Under den indledende opvarmning – blandt andet en svær rytmeøvelse, som udløser et kollektivt latterbrøl – har min stemme det som et skib, der får banket rust af. Det er næsten ti år siden, at jeg stoppede i et andet gospelkor. På ingen måde fordi jeg var træt af at synge, men fordi et fuldtidsjob og to mindreårige børn tog de fleste kræfter. Nu er børnene blevet store, og der er blevet lidt mere luft i hverdagen (og desværre også på stemmen), og sangen skal igen have en plads i mit liv. 

Koret er stort. Tæller godt og vel 100 mennesker, hvoraf langt de fleste kvinder. De få mænd – der er omkring 20 – er placeret i midtergangen. Vores korleder, Hans Christian, står bag et digitalt klaver og gør noget, som synes umuligt med kun to hænder – han spiller og dirigerer på samme tid. Men det går, endda ganske godt.

Humor et vigtigt pædagogisk kneb
Alle har et lille hæfte med tekster, og i løbet af de næste to timer når vi at gennemgå en god håndfuld sange. Alle stemmegrupper får udelt opmærksomhed. Nogle har sunget i koret i mange år og kender sangene i andre variationer, og ind imellem opstår der en livlig diskussion mellem Hans Christian og korets deltagere om, hvordan en særlig passage skal synges. Andre gange klarer Hans Christian at diskutere med sig selv. 

Hans Christian er indiskutabelt dygtig både som musiker, komponist og pædagog. Ret beset er vi en flok glade amatører, og alligevel formår han at få os til at synge relativt vanskelige sange, nogle af dem har han selv skrevet. Som bonus er han super karismatisk. Med sans for detaljen og uden at miste overblikket styrer han os uden om de musikalske snubletråde ofte ved brug af underspillet jysk humor og tyk, tyk ironi. Med et fiffigt smil får han i løbet af aftenen drillet og verbalt forulempet de respektive stemmegrupper, noget som alle storladent accepterer, morer sig over og tilgiver.

Gospel er kærlighed
Som datter af en lunken katolik og en ditto protestant er jeg faldet ud som absolut ikke-troende, og jeg har derfor et ambivalent forhold til teksterne og deres religiøse indhold. Men jeg vælger at opfatte dem som kærlighedssange, som en hyldest til livet, til mennesker og til alt det, som er svært at begribe. De store følelser – fra tvivl, sorg og savn til dybtfølt glæde og ekstatisk jubel – får en stemme i gospel. For mig er gospel intensitet og inderlighed, og man skal være lavet af sten for ikke at blive berørt.